Lav din egen animerede film i VR med Mindshow

MindShow - Prøv det i Steam VRDu kan nu skabe dit eget animerede eventyr i VR – og prisen? Den er gratis.

Mindshow tager VR til helt nye højder, for ikke alene kan du oprette din egen 3D verden, du kan også animere den så den bliver lige som du ønsker.

Du kan hente Mindshow gratis på HTC Vive via SteamVR, og den giver dig mulighed for at oprette din egen verden, bebo den med forskellige karakterer du selv skaber, og lave dine egne scener med dem. Der er mange muligheder, og hvis du er ny i Mindshow kan du for eksempel bruge de præ-designede funktioner, eller du kan slå dig løs helt fra bunden.

For at animere din egen karakter, “hopper” du simpelthen ind i den gældende karakter og styrer den som var det dig selv. Når du bevæger dine controllere bevæger karakteren armene, drejer du hovedet med headsettet på, følger karakterens hovedbevægelser straks med og går du rundt, går karakteren også rundt – den 3D animerede karakter efterligner altså enhver af dine bevægelser.

Den animerede karakter skifter mellem følelserne glad, sur, trist og overrasket, men du har mulighed for at vælge en følelse imellem 2 følelser, så følelsesspektret bliver udvidet.

Softwaren er endda lavet til at efterligne dine læbe-bevægelser når du snakker ved hjælp af Vive mikrofonen. Så alt hvad du behøver for at komme igang er et headset og en lille skuespiller gemt i maven.

Mindshow er spændende nyt for enhver Vive-ejer, og det eneste, der er mere spændende ved denne udvikling, er hvad fremtiden kan bringe.

Hvis du har HTC Vive, og altid har haft en drøm om at lave din egen tegnefilm, men har givet op på forhånd fordi animation er indviklet og svært, så log på Steam og skynd dig ind og download Mindshow.

God fornøjelse.